Vores ansvar
Vi grundlagde Monkeyglasses, fordi vi insisterede på at det skal være nemt for dig som forbruger at vælge briller, der både får dig til at se godt, se godt ud, og gøre godt. Men hvad betyder det?

SÅDAN TAGER VI ANSVAR
Fra ‘bæredygtige briller’ til transparente tiltag
Da vi grundlagde Monkeyglasses i 2009 var ordet ‘bæredygtighed’ så tørt at ingen andre i brille-branchen ville røre ved det. I dag er emnet så hot på tværs af alle brancher, at der nu er lovgivning til at regulere hvornår man må kalde sine produkter bæredygtige. Fokus er især på dokumentation for HVAD og HVORDAN man som producent gør for at tage hensyn til både miljø og de sociale og økonomiske forhold hos fx underleverandører.
Fra ingen krav til omfattende krav
Definitionen på bæredygtighed og bæredygtige produkter er stadig under løbende diskussion, men det nyeste lovgrundlag understreger at næsten al kommerciel produktion vil efterlade en eller anden form for kort- eller langsigtet aftryk på klima, miljø eller sociale forhold, og kravene til kommunikation af miljøhensyn er dermed løftet til helt nye højder:
‘Virksomheder bør ikke fremsætte såkaldte generiske anprisninger såsom ”bæredygtig” alene baseret på anerkendte fremragende miljøpræstationer, fordi disse anprisninger vedrører andre karakteristika udover miljømæssige forhold, f.eks. sociale karakteristika.'
For at undgå en illusion af at forbrug kan være helt uden konsekvenser for din omverden, anbefaler Forbrugerombudsmanden derfor at man som producent eller forhandler ikke omtaler varer som ‘bæredygtige’, men at man i stedet taler om hvilke tiltag der er gjort for at et produkt efterlader så lidt aftryk på jorden som muligt. Dermed kan du som forbruger tage et informeret valg om hvilke produkter du vil vælge at sende ud i vores fælles økosystem.
Monkeyglasses: Briller med et blidt aftryk på verden
Hos Monkeyglasses designer og producerer vi briller hvor alle detaljer er gennemtænkt, og hvor vi tager højde for hele brillens livscyklus, fra råmaterialer til bortskaffelse. Vi sælger briller til en super fair pris, fordi vi arbejder for at alle skal have råd til at vælge med hjertet først. I dag kan vi kigge hinanden i øjnene og sige at der er taget så meget hensyn til både miljø og mennesker som muligt, hver gang du vælger et par Monkeyglasses.
Hvad er ‘bæredygtige’ briller?
Da vi grundlagde Monkeyglasses i 2009 var ordet ‘omtanke’ et niche-udtryk, som ikke fik meget opmærksomhed i verden. Og slet ikke i brillebranchen, hvor det allerhøjst affødte en rynken på næsen over noget, der måtte være kedeligt og fodformet. Men vi insisterede på at der må følge et ansvar med at skabe produkter og at det ansvar bl.a. må indebære at belaste vores økosystem så lidt som overhovedet muligt. Hvordan? Det måtte vi selv finde ud af og skabe fra bunden.
Og hvad er ‘bæredygtige briller’ ikke?
Mai-britt Seaton kommer fra tøjbranchen og så igennem 1990’erne og de tidlige 2000’er hvordan kollektionerne blev skiftet hurtigere og hurtigere ud. Morten Seaton kommer fra brillebranchen, hvor tendensen var den samme: Den billigst mulige plastik blev støbt til flest mulige standard-designs på de billigst mulige fabrikker under de billigst mulige arbejdsforhold. De store, tunge brillemærker kunne derfra hive hundredtusindvis af stel ned fra lagerets hylder, klistre deres logo på, og sælge generiske designs som ‘denne sæsons hotteste'. Når det var tid til en ny sæson? Afskrivning! Den ufine regnskabs-praksis, hvor man kværner eller brænder fabriksnye varer, der aldrig er kommet ud af lageret, udelukkende fordi de ikke længere er ‘denne sæsons hotteste’. På lossepladsen med dem, og så kan man trække deres værdi fra i skat. Det giver overskud hos finanschefen, men er et urimeligt stort tab for vores enestående planet.
Kan man overhovedet lave bæredygtige briller?
Generisk overproduktion har været fast praksis i alle hjørner af mode-relaterede brancher, og er det stadig for mange fast fashion-virksomheder.
Det gjaldt også hele brillebranchen. Altså indtil Mai-britt spurgte sin mand Morten: "Hvordan kan vi på den ene side sætte børn i verden og på den anden side være en del af et system, der fylder kloden med ulighed og uansvarligt forbrug?"
Inden længe var spørgsmålene blevet til research og et køkkenbord dækket af skitser og en strategi for briller der er skabt med hensyn til mennesker og miljø, ikke profit.
Der blev kigget lige dele skævt og undrende på os, og vi mødte mange lukkede døre. Men når man gør noget med hjertet, gør man det ikke halvt. Og i dag kan du vælge mellem alle vores stel, der er skabt med hjertet, i samarbejde mellem os og gode folk, der troede på vores vision.

Sådan skaber vi briller med det lavest mulige klimaaftryk og det mest positive menneskelige aftryk
-
Nøje udvalgte materialer til dine briller
Vi har siden grundlæggelsen i 2009 sikret dig det mest ansvarlige par briller, ved først og fremmest at bruge en kombination af let fornybare, genanvendte og genanvendelige materialer.
Vores stel er udviklet i enten biologisk nedbrydeligt bomulds-acetat, genanvendt rustfrit stål, genanvendt bomuldsmateriale fra produktionen eller certificeret genanvendt post-consumer plast. -
Dansk design, skabt og solgt på Nørrebro
Hvert eneste Monkeyglasses-stel er håndtegnet af Mai-britt, her i vores lille men hyggelige Flagship Store i København. Hvert nyt design tager udgangspunkt i de mennesker vi møder her: Butikken er skabt til at være et sted, du føler dig velkommen og har god tid til at tage dit brillevalg. Og vii har indrettet den med genbrug, fra disken der har levet mange liv, bl.a. som væg i en herskabslejlighed, til vores overdådige potteplanter, der er doneret fra hjem de er vokset fra. -
Små oplag, ingen destruktion
Monkeyglasses er aldrig hevet ned fra lager-hylderne på en generisk fabrik, og der er ikke kollektioner bundet op på sæsoner. Hvert par briller bliver både tegnet og produceret i det tempo, der er meningsfuldt. Og nej, intet stel bliver nogensinde destrueret. -
Lille produktion med sikre og fair arbejdsforhold
Når Mai-britt har tegnet nye designs, vender hun dem med Morten, der med sin optiker-viden kan byde ind med vigtig feedback om fx glassets vinkel for at få optimalt synsfelt. Derfra sender vi tegningerne til vores lille produktionsværksted, som er valgt efter mange research-ture med besøg på flere fabrikker end vi kan tælle. Vores tommelfinger-regel er at vi vil give medarbejderne forhold som vi også ville være glade for at lade vores egne voksne sønner arbejde under. Vi endte med at bygge et tillidsfuldt samarbejde op med et mindre værksted, som følger FN’s Global Compact retningslinjer for social ansvarlighed. Her er personalet er godt uddannet i deres brillehåndværk, er organiseret i fagforening, får en fair løn og har gode og sikre arbejdsforhold. -
Emballage og fragt med lavt aftryk
Alle vores produkter er pakket i plastik-fri emballage, lavet af genanvendte materialer - primært papir og pap. Vi pakker ikke produkter om i løbet af deres rejse, men har designet emballage, der både giver brillerne en sikker fragt og fungerer som den endelige indpakning hos modtageren. Al fragt er valgt ud fra lavest muligt klimaaftryk, frem for hastighed eller pris. -
Right to repair
En stor del af at producere med miljøhensyn er at skabe kvalitet der holder.
Siden 2009 har reklamations-procenten for produktionsfejl på Monkeyglasses-stel været under 1%.
Skulle dine briller alligevel ryge på gulvet eller under en sofapude, har det altid været en selvfølge, at vi gør hvad vi kan for at reparere dine briller, for både din og miljøets skyld. Nu har EU-parlamentet vedtaget direktivet ‘’Right to repair’’, som er lige i vores ånd: Målet er kort sagt, at langt færre produkter bliver kasseret inden for de første leveår, fordi alle producenter nu skal tilbyde at reparere deres varer, frem for at bytte til en ny eller refundere købsprisen.
-
Nyt liv til ikke så gamle briller
Monkeyglasses er skabt til at holde til mange års brug. Derfor tilbyder vi selvfølgelig at du kan få sat nye glas i dine stel, når dit syn med tiden ændrer sig.
Vi kan sætte nye glas i briller fra alle mærker og alle modeller, og du kan vælge mellem alle slags glas, både optisk glas med din egen styrke, farveskiftende glas, blue light filter og solbrille-glas med eller uden styrke. -
Donation af brugte briller
Nogle gange er det tid til at få en ny form eller farve - og så kan du nemt donere dine briller hos os i Monkeyglasses Flagship store. Her indsamler vi gode, brugte briller, og sender dem videre til vores samarbejdspartnere Syn for sagen.
De måler brillernes styrke og tager et par gange om året deres fyldte brille-kufferter med til landdistrikter i udviklingslande i primært Afrika og Sydamerika. Her foretager de frivillige optikere mange hundrede synsprøver om dagen, og matcher de donerede briller med nye, taknemmelige ejere. -
Abeskønne briller
Monkeyglasses-navnet har en dobbelt betydning: Mortens sprudlende personlighed har i optikerbranchen givet ham det kærlige tilnavn "Brilleaben". Det matchede med Mai-britts ønske om at lade den spirende virksomhed støtte Save the Orangutan: På Borneo betyder vestens krav om urimeligt billig palmeolie, at man brænder regnskoven ned for at få plads til mere olieproduktion. Det koster en brutal udryddelse af vores nærmeste slægtning i naturen, orangutangen. Med donationer fra bl.a. Monkeyglasses køber Save the Orangutan nu regnskov tilbage og skaber fredede områder for både den truede abe og al den omgivende biodiversitet.

Dyk ned i vores tiltag for at gøre dine nye briller til et ansvarligt valg:
